• Tanja

Forsoningsforførelse

En kritik af Lars-Emil Woetmanns artikel i Atlas: Uden forsoning opløses den fælles grund


Jeg er sympatisk overfor kritikken og bekymringen for forsoningens potentiale, men det skriger af privilegie-blindhed (eller manglende viden om Ghettoplanen) når fx Ghettoplanen forsvares med udgangspunkt i de gode intentioner.



Forfatteren skriver:

“Er indgrebet eller angrebet udtryk for racisme eller hvidhed, når problemet, de sociale problemer i udsatte områder, er virkelige? Ambitionen om ikke at overlade underklassen til sig selv er, mener jeg, ikke.”



Regeringens ghettoplan har ikke til formål at redde alle udsatte boligområder fra sig selv. Der er ikke tale om et løft eller en hjælpende hånd. Var det tilfældet, vil selve definitionen af en ghetto ikke tage udgangspunkt i personernes etniske baggrund. Da vil den alene se på - ja well - faktorer der indikerer udsathed. Men det gør den. Den tager udgangspunkt i etnicitet og oprindelse og forstærker det problem, den påstår at ville løse: marginaliseringen.


Hele ghettoplanen er et langt straf-manifest, baseret på en antagelse om, at udsatheden er et valg. At viljen er at finde i virvaret.


Flygtninge sanktioneres for at bo i områderne, forældre straffes for deres børns pjækkerier og de kriminelle forvises. Og når det så er gjort, hvad så?


Ingen tilbydes en billet ind i majoritetens fællesskab, hvor økonomisk sikkerhed er en selvfølge. Ingen tilbydes job. Ingen tilbydes terapi. Ingen tilbydes kram. Der tilbydes kun foragt.


Og derfor synes jeg, en kritik af kritikken er på sin plads. Og måske er jeg sortseer, men jeg ser intet forsoningspotentiale i at hylde ghettoplanen og alle dens gerninger.


På Tværs ivs

Vi hjælper udenlandske borgere med at finde rundt i Danmark.

Links

Fragt

Kontakt os

© På tværs ivs

  • Instagram - White Circle
  • Facebook - White Circle